I proportionalitetsprincippet ligger, at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og indgrebet skal som middel stå i rimeligt forhold til målet. Foranstaltningen skal også være egnet til at opnå det tilstræbte formål.
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION har (i RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/2090 af 27. oktober 2022 om fastsættelse for 2023 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen og om ændring af forordning (EU) 2022/109 for så vidt angår visse fiskerimuligheder i andre farvande) vedtaget bevarelsesforanstaltninger for bl.a. vilde laksebestande.
Foranstaltningerne har til formål at beskytte svage laksebestande i visse floder og går som bekendt ud på, at der i Østersøens hovedbassin med blandede bestande højst må hjemtages én fedtfinneklippet laks (= laks, der har fået fedtfinnen klippet ved udsætning), og som der står i rådsforordningen, at rekreative fiskere bør ophøre med at fiske efter laks resten af dagen efter fangsten af den første fedtfinneklippede laks.
Hvordan harmonerer forordningen med proportionalitetsprincippet?
Står indgrebet i et rimeligt forhold til målet, og er det egnet til at fremme formålet – altså beskyttelse af den vilde laks?
Svaret er i begge tilfælde nej!
For det første er rekreativt fiskeri efter laks ikke bestandstruende og har aldrig været det, og som det kan ses i skemaet er det en blandet landhandel af elve, der har brug for 'beskyttelse', og flere af dem udmunder f.eks. nord for den breddegrad, hvor man godt må fiske laks med fedtfinne. Det gælder bl.a. Vindelälven, Ljungan, Rickleån, Åbyälven, Kågeälven, Savarån og Lögdeälven og Öreälven som ligger i Västerbotten og nordligere.
I ovenstående skema udmunder kun Emån og Mörrumsån syd for den linje ved Åland, hvor kun fedtfinneklippede laks må fanges og beholdes. Det mærkelige er, at ingen af de to har særlig behov for beskyttelse til havs. Mørrumsåen har det ok, og i Emån vil 'man' (Ulfsparre på EmsHerregård) helst ikke have laks til at fortrænge de eftertragtede store havørreder.
Altså sårbare laksestammer mod nord i Bottenhavet hvor der som det ses i skemaet også fiskes på blandede bestande, men hvor man godt må opfiske laks med fedtfinne – mens der er restriktioner her sydpå? Paradoksalt!
Spørgsmål: Hvilke sårbare laksestammer i hvilke elve er der (udover Emån) her syd for restriktionslinjen ved Ålandsøerne?
For det andet beskyttes vildlaksene næppe særlig godt ved fangst og genudsætning, for det er jo sådan det foregår.
Andelen af vildlaks er langt større end andelen af fedtfinneklippede laks, forholdet er omkring 4/5:1, hvorfor lystfiskeren altså skal fighte, fange, afkroge og genudsætte flere vildlaks, inden han måske fanger en lovlig laks og stopper fiskeriet. Hvor mange af de vildlaks, som forordningen har til formål at beskytte, overlever behandlingen?
Tillad, at man må fange én laks per dag uanset fedtfinnestatus, hvorefter fiskeriet skal stoppe helt.
Yderligere forslag til overvejelse:
Knudefrit net og kroge uden modhager skal anvendes
Antal max stænger per båd
Kvote- og mærkningsordning som i Irland
Mvh afgående postmester P
