mandag den 18. januar 2021

Frost, Frys & Fisk

Som aldrende lystfisker med stigende hang til ’godtvejrsfiskeri’ er det absolut sjældent at man forlader lænestolen for at tage på havet i blæst og frostvejr, men det skete i går søndag, efter at Per dagen før havde ringet og spurgt, om jeg ikke trængte til en masse fisk luft i disse skræmmende og socialt handikappende coronatider. Som bekendt var der i går 2 graders frost og blæst fra sydlig retning med et antal sekundmeter mere end prognoserne havde antydet, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at skipper er af den type, der - med en mildnende eufemisme - sejler friskt til, så turen fra Rønne til Bakkerne i åben båd blev mindeværdig: alt blev overdænget med bovsprøjt og umiddelbart efter nedfrosset, hvilket man bl.a. kan se på foto af fiskehjulet. Men hjulenes kolde kappe og istapperne i næsetip og skæg tøede op, da solen brød igennem, så i løbet af de fire timers fisketid lykkedes det endog at fange en undermåler og to flotte laks! Turen gav også masser af den forventede friske luft og i tilgift gode ’ungdomsminder’ om tiden for 30 år siden, hvor alt vejr var fiskevejr. Superfin dag! Mh Postmester P

 

 

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar