lørdag den 1. februar 2014

Åbent brev til Folketinget

 
Så gør dog noget!
Der er ingen tvivl om, at det skånsomme, bornholmske kystnære fiskeri efter laks og torsk p.t. er alvorligt truet, og at fiskerne derfor i den nuværende, katastrofale situation skal have hjælp – muligvis i form af økonomisk bistand og i hvert fald ved regulering af sælbestanden. Det må være muligt at redde de små bornholmske fiskere fra økonomisk ruin. Lige nu skal der gøres noget mod sælernes hærgen i de skånsomme fiskeredskaber som garn og krogliner. Det er jo meningsløst, at et fantastisk projekt som Havfrisk Fisk skal kuldsejle på Bornholm, fordi myndighederne forholder sig passivt til eksplosionen i sælbestanden.
 
På længere sigt skal der helst være plads til både fiskere og sæler, for når det er gået så galt, som det vitterligt er nu med landinger af små, magre torsk helt ned til 35 cm på Bornholm, er det imidlertid ikke kun sælernes skyld. Torskefiskeriet er smadret og har været for nedadgående længe:
'Landingerne af Østersøtorsk er af stor økonomisk betydning for Bornholm. Derfor har faldet i fangsterne ramt øen hårdt. Alene fra 1999 til 2003 er landingerne faldet fra knap 24.000 tons og en
værdi på 254 millioner danske kroner til 11.500 tons og en værdi på 125 millioner kroner i 2003.'
                                            (DTU Aqua: En hjælpende hånd til Østersøen, 2005).
 
I 2003 var der kun 5 sæler ved Ertholmene! Det var næppe deres skyld, at de bornholmske landinger af torsk blev mere end halveret!
 
'Hvis torskebestanden kommer sig, skal fangsten af brisling muligvis begrænses.
Torskebestandene bliver stadig mindre, da marinbiologernes anbefalinger ikke bliver fulgt. ICES (the International Council for the Exploration of the Seas) sætter årligt fiskekvoter, men medlemslandene kan selv bestemme, hvorvidt de vil håndhæve dem eller ej. Hvert eneste år bliver størstedelen af den vestlige torskebestand i Østersøen fanget. Fangsterne inkluderer fisk, der er for små, og til tider har de samlede fangster været større end hele den kønsmodne del af bestanden.
Tilstanden for den østlige torskebestand er endnu mere bekymrende. Gyde-bestanden faldt drastisk efter de tidlige 1980'ere, og er nu kun på en ⅓ af det anbefalede niveau. Siden 1990'erne er bestanden blevet alvorligt overfisket i forhold til dens tolerance og reproduktionsevne.'
                                            ('Nordens Natur frem mod 2010').
 
Bevar det skånsomme, kystnære, bornholmske fiskeri, regulér sælbestanden nu, få stoppet kæmpetrawlernes overfiskeri -  og få så for pokker implementeret den handlingsplan for Østersøen, som blev fremsat i 2010!
 
                                                                                       Bornholms Trollingklub
 
 
 
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar