torsdag den 29. marts 2012

Østersølaksen til elvfiskerne?

Til medlemmerne

Vedrørende denne nyhed på FF- nettet, skrevet af Ole Wisler fra Danmarks Sportsfiskerforbund:
28-03-2012 - SPORTSFISKERNE, i det fælles europæiske sam­arbejde European Angler Alliance, EAA – herunder Danmarks Sportsfiskerforbund – har fremsendt deres høringssvar til den nye lakseforvaltningsplan for Østersøen.
Sportsfiskerne udtrykker tilfredshed med forslaget, der generelt ønsker at be­skytte østersølaksen, men understreger, det er vigtigt, at lave et klart skel mellem re­kreativt sportsfiskeri med stang og så an­det rekreativt fiskeri med andre redskaber.
EAA mener, at laks fanget på stang udgør en meget lille del af de samlede rekreative fangster.
Sportsfiskerne ønsker også et stop for erhvervsfiskeriet efter laks i den åbne Østersø, på det man i fagsprog kalder „mixed stocks" – det vil sige blandede laksestammer. Ved at flytte fiskeriet ind omkring de respekti­ve gydeelve, kan man meget bedre monitere de respektive, vilde laksestammer og fang­sterne.
– Det er vigtigt at understrege, at EAA's forslag er fremsat i en kontekst, der er ret­tet mod erhvervsfiskeriet ude i den åbne Østersø, og dermed ikke det rekreative fi­skeri – herunder trollingfiskeriet – som ud­øves af mange danskere. Sportsfiskernes fangster truer ikke laksebestanden, fortæl­ler EAA's lobbyist Jan Kappel til Sportsfi­skeren.

Bornholms Trollingklub har kommenteret dette, fordi vi er bekymrede for, hvad det kan føre til:

Vi er højst utilfreds med EAA’s indstilling og føler at EAA/DSF måske er medvirkende til at grave trollingfiskeriets egen grav. Vi tvivler sådan set ikke på DSF’s og EAA’s gode hensigter og velvilje overfor rekreativt fiskeri med trollinggrej efter laks, men er alvorlig bekymret for, at de markante slagord, som fremhæves i EAA’s indstilling til EU-myndighederne, vil give bagslag.

Kampråb som ’Laks skal fiskes i elvene’, ’Laks i elvene skaber jobs’ og ’Intet fiskeri på blandede stammer til havs’ kan i det videre forløb i EU, hvor forvaltningsplaner skal behandles af embedsmænd, teknokrater og politikere uden nogen som helst fornemmelse for forskellen på den ene eller den anden slags fiskeri til havs efter Østersølaks nemt rive tæppet væk under trollingfiskeriet.

Vi ser derfor gerne, at EAA/DSF præciserer, at også ’Trollingfiskeri efter laks skaber jobs’.
Det gør de bornholmske erhvervsfiskeres laksefangster i øvrigt også. Det har i hvert fald stor betydning for det bornholmske samfund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar